Judo er en kampsport hvor du benytter dig af din mentale og fysiske overlegenhed til at overvinde din modstander ved at udnytte hans uskolede råstyrke til din fordel.

Judo er en livsform og en skolingsvej, der udvikler dig på alle planer. Judo betyder ‘den milde vej’, og det er et billede på, at eftergivenhed sejrer over styrke. Men tag ikke fejl: Der ligger ingen svaghed gemt i det!

Slag og spark er ikke tilladt i judo, for det drejer sig ikke om at slå din modstander halvt fordærvet. I judo vinder du på point for korrekt udført teknik – ikke på at påføre skade. Hvis du kan kaste din modstander i gulvet eller fastholde ham i et osae waza (holdegreb), vinder du kampen!

Judo er for alle, og du kan også være med. Det betyder ikke noget, om du er stor og stærk eller lille og tynd, det er lysten til at være med, der får tingene til at ske. Og i form, det kommer du jo under træningen!

Til judo benyttes en såkaldt judo gi. Den består af jakke, bukser og bælte og er fremstillet af 100% bomuld. Da man i judo ofte kaster modstanderen ved træk eller ryk i judo-gien, er især jakken forstærket. Piger bærer en hvid T-shirt under gi-jakken.

Hvis man ønsker at prøve judo er det ikke nødvendigt at investere i en judo gi den første gang. Tag en gammel joggingdragt eller lignende med. Det er vigtigt at tøjet er med lange ærmer og ben.

Gennem træningen opøver du balance, smidighed, koordination og udholdenhed, og du forbedrer din reaktionstid.

På det mentale plan handler judo om at opøve koncentration, vedholdenhed og fokus. Det handler også om at udøve selvbeherskelse og respekt frem for vrede. Et mentalt overlegent menneske er et menneske med succes, et menneske, der udstråler overskud, selvtillid og indre balance.

Du lærer alt om de forskellige greb, der kan pacificere enhver modstander; om fald- og rulleteknikker, der kan hjælpe dig ud af en knibe; om holde- og kasteteknikker og naturligvis, om hvornår du skal give slip.

Du lærer, hvordan du gennem kropskontrol og udnyttelse af tyngdekraft kan bruge din modstanders styrke mod ham selv.

 
"Judo er en moderne japansk kampsport, udviklet af Jigoro Kano i 1882 fra kampkunsten ju-jutsu"

Seneste nyt

Ramløse Judo og Jiu-Jitsu Klub


Køgehusvej 9B
3300 Frederiksværk
info@rif-judo.dk .

Information


Medlemskab
Betingelser
Bestyrelse

Links


Facebook